Natur og dyreliv

Landskabsfotografen vs. vækkeuret

Da jeg begyndte at planlægge, hvordan jeg ville teste den nye OM-D E-M1 Mark III, vidste jeg, at jeg var nødt til at rejse et sted hen, hvor der var skiftende forhold, storslåede udsigter og et væld af muligheder for fotografering. Da Madeira blev foreslået, sagde jeg straks ja. Ud fra det, jeg vidste om den lille ø i den nordlige del af Atlanterhavet, ville det være det perfekte sted til at prøve det nye kamera og M.Zuiko Digital ED 12-45mm F4 Pro-optikken. Vi havde kun fire dage, så jeg planlagde et fuldt program med fire solopgangsscenarier, som var sikre på at være udfordrende, samt en masse vandring og kørsel.

Vækkeurets første kimen kl. 4.50 var hurtigt en realitet, og under en time senere sprang vi rundt på vulkanklipper i mørket på øens nordøstlige del. Klippepytterne ved Porto da Cruz var denne morgens motiv, og jeg fik et smil på læben, da jeg så det flotte morgenlys. Derefter tog vi på en 10 km vandretur rundt om Rabaçal på den vestlige del af øen. Gåturen var storslået med mageløse udsigter over dale, flot bevoksning og enorme vandfald. Det var ret krævende i perioder, og jeg var virkelig glad for, at mit Olympus-kit var nemt at have med mig. Live ND-funktionen, som jeg havde tilknyttet til en funktionsknap på kameraet, var meget nyttig, da der pludselig dukkede en mulighed op for at fotografere en regnbue, som opstod i strømmen fra et vandfald. Så kunne jeg lynhurtigt mindske lukkerhastigheden, så vandet blev fastfrosset et øjeblik.

Morgenvækning nummer to var startskuddet til en vandretur efterfulgt af en biltur hele øen rundt. På dag to af turen brugte jeg stort set udelukkende kameraet håndholdt – fra den storslåede udsigt over Ponta de São Lourenço til den flotte frodige bevoksning på øens nordlige del og tilbage til de småstensbelagte strande på den sydlige del. Hele dagen var håndholdt optagelse i høj opløsning min nye favorit.

Læs mere

Klokken 4.50 kimede vækkeuret for tredje gang ud af fire. Det begyndte at være svært at komme ud af sengen nu, men jeg fik et ekstra boost ved tanken om, at vi skulle op til 1.850 m og opleve solopgangen. Da vi kørte op ad bjergsiden i mørket, kiggede jeg mod øst og kunne ikke se spor bortset fra tåge. Men pludselig var vi over skyerne, og der var en smuk glød i horisonten. Det var en utrolig smuk solopgang, vi overværede. De første pink, lilla og røde nuancer på himlen blev ændret til den tidlige morgensols gyldne glød over skyerne og ramte toppen af bjergkammene rundt om os. Den kraftige vind betød, at stativet ikke var særlig brugbart, men jeg var meget tilfreds med resultaterne af håndholdt optagelse i høj opløsning. Vi blev der et stykke tid for at nyde udsigten, før vi forlod stedet.

Ved turens sidste solnedgang ville jeg have udsigten med ud over hovedstaden. Vi stillede udstyret op, lige da vi nærmede os den gyldne time og nød udsigten, solnedgangslyset på skyerne og derefter at se byen lyse op om aftenen. Endnu en gang valgte jeg høj opløsning, denne gang både håndholdt og med stativ, for at få så mange detaljer med som muligt af byen nedenfor.

Den sidste morgenvækning kl. 4.50 var barsk, men efter at have nydt den forrige dag så meget, vendte vi tilbage til toppen af Pico do Arieiro i håbet om at kunne gentage den forrige dag. Det var endnu en gang en fantastisk oplevelse, men desværre var vinden ikke med os – vindstødene var så kraftige, at de var ved at vælte en omkuld. Vi så dog solen stige op over skyerne og fik nogle flotte billeder i den gyldne time, hvor skyerne blev spredt nedenfor. Det er den slags oplevelser, der gør, at man kan leve med, at vækkeuret ringer tidligt.

Forfatter og fotograf: Tom Ormerod

Læs mere